Menu

Tiltrængt sejr til Hornbæk

image Casper Porsgaard scorede to gange mod Værløse (Arkivfoto: Susanne Prahl)
Peter Clausen
14. oktober 2017 kl. 17:40
Hornbæk vandt sæsonens anden sejr, da Værløse blev besejret med 3-2.



Efter seks kampe uden sejr i serie 2, vandt Hornbæk endelig igen, i lørdagens hjemmekamp mod Værløse, der blev besejret med 3-2.

Trods flere gode muligheder til hjemmeholdet, lykkedes det først at få bolden i mål efter 26 minutter, da anfører Casper Porsgaard nettede for anden kamp i træk. Et flot skud fra distancen bragte Hornbæk i front.

De store regnmængder betød, at kunstgræsset atter var underlag for Hornbæk, og regnen silede da også ned igennem hele kampen.

Der var masser af muligheder for at komme på 2-0, men i stedet blev det 1-1 i første halvlegs tillægstid. Værløses Daniel Andersen udnyttede en tilfældig chance, mens Hornbæk-spillerne appellerede forgæves for hånd på bolden.

Fortjent sejr

Kampen igennem var det Hornbæk, der havde de fleste chancer, så det var helt fortjent, at det blev 2-1 efter 55 minutter.

Den alsidige Daniel Ruberg, der i denne kamp spillede på midtbanen, udnyttede en god chance, og bare seks minutter senere lignede det en afgørelse på kampen.

Værløses keeper, Rasmus Eilertsen, begik straffespark mod samme Ruberg, der slap fri da han opsnappede et skidt indkast fra en Værløsespiller. Straffesparket blev stensikkert sat ind af Casper Porsgaard. Kampens dommer uddelte samtidig et rødt kort til gæsternes keeper, og det virkede som en lidt for hård dom.

Begge hold viste fin moral og kampgejst i resten af kampen, men kampens sidste scoring kom først i tredje tillægsminut, da Daniel Andersen atter var på pletten for Værløse.

Få sekunder senere lød kampens sidste fløjt, og dermed tre meget tiltrængte point til Hornbæk, der passerede Værløse i tabellen. Kun to point skiller de seks nederste mandskaber i tabellen.

Hornbæks næste opgave i serie 2 er allerede på torsdag kl. 19.00 på kunstgræs i Hørsholm.

Hornbæk-Værløse 3-1 (1-1)
1-0 Casper Porsgaard (26)
1-1 Daniel Andersen (45)
2-1 Daniel Ruberg (55)
3-1 Casper Porsgaard,str.(61)
3-2 Daniel Andersen (93)
Udvisning: Rasmus Eilertsen, Værløse (61).

Luk