Menu

Fin Hornbæk-indsats og 0-0 mod Vejby-Tisvilde

image Mikkel Anberg og Hornbæk spillede uafgjort 0-0 mod Vejby-Tisvilde Fodbold. Arkivfoto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
14. april 2024 kl. 20:37
Der var masser af målchancer men ingen mål, da VTF og Hornbæk mødtes på kunstgræs i Græsted.

 

0-0 er et sjældent resultat for Hornbæks bedste seniorhold, for man skal helt tilbage til september 2017 for at finde den seneste målløse kamp.
Lørdag eftermiddag kom så en ny 0-0 kamp, da Vejby-Tisvilde Fodbold havde flyttet deres hjemmekamp til Græsteds kunstgræs. "Hjemmeholdet" er et af rækkens bedste mandskaber, men i de første 45 minutter var det småt med målchancer i den jævnbyrdige kamp. I halvlegens sidste minut fik anfører Casper Porsgaard snakket sig til kampens eneste gule kort, men der var ellers rige muligheder for flere af slagsen, for VTF kommenterede stort set alle dommerkendelser i kampen.
Efter pausen fik begge hold spillet sig frem til langt flere målchancer. VTF havde et fint hovedstød, som Lau Rasmussen i Hornbæks mål fik vippet over mål. Det efterfølgende hjørnespark udløste en afslutning, som Mikkel Anberg reddede på stregen. VTF appellerede selvfølgelig for mål, ligesom de senere i halvlegen appellerede kraftigt for hånd på bolden i straffesparkfeltet. De mange kommentarer og protester udløste dog ikke nogen gule kort.
Mange brændte chancer
Som halvlegen skred frem var det Hornbæk, der tilspillede sig de fleste og største målchancer. Rasmus Dines, Mads Jørgensen, Mikkel Anberg og Nilas Ekstrand-Olsen havde alle store chancer for at score, men akkurat som i forårets første kamp, blev alle chancer brændt.
Det var en kamp, som kunne være vippet til begge sider, men Hornbæks træner Kasper Jensen og spillerne var tilfredse med indsatsen - med den ene undtagelse, at der skal mere effektivitet i afslutningerne.
- Det var en såkaldt mandfolkeindsats mod et af rækkens bedste hold. Alle mand leverede på et højt niveau, så det er godkendt. Målene skal nok komme.
På lørdag kl. 14.00 spiller Hornbæk hjemmekamp mod AB, og forhåbentlig er det på rigtigt græs.
Luk