Menu

2021

image Peter Møller-Jensen er ny formand for fodbolden i Hornbæk IF

Referat af ordinær generalforsamling lørdag den 5. marts 2022 kl. 10.00 i klubhuset

Formand Steen Poulsen bød velkommen til de ganske få fremmødte medlemmer, der kunne nyde klubhusets dejlige brunch.

Peter Storminger blev enstemmigt valgt til dirigent, og han kunne konstatere, at generalforsamlingen var indvarslet korrekt, blandt andet i HIF-Information.

Steen Poulsen aflagde sin beretning, og efterfølgende var der følgende få kommentarer:
Kasper Krog Andreasen fortalte at fodboldafdelingen har tilbudt Helsingør Kommune, at man vil tage imod de Ukraine-børn der måtte have lyst til at prøve kræfter med fodbolden. Man vil også sørge for det fornødne udstyr som tøj og støvler.
Signe Storminger kunne fortælle om hendes deltagelse i et legeplads-udvalg, der skal stå for en helt ny og større legeplads på området ved siden af opvisningsbanen på Pedella Park. Legepladsen som er for børn i alderen 2-7 år finansieres via tilskud og frivillig arbejdskraft.

I fraværet af den corona-ramte kasserer, Torben Fritzbøger, var det hans forgænger i jobbet, Peter Lipczak, der fremlagde regnskabet for 2021.
Regnskabet udviste et underskud på ca. 31.000 kroner, primært fordi man ikke opkrævede kontingent for foråret 2021. Det gjorde man for at fastholde medlemmerne, der ikke havde fået meget for kontingentet i hele 2020 pga corona-pandemien. Med en kassebeholdning på 438.000 kroner er afdelingen økonomisk sund, og der kalkuleres med et overskud på ca. 20.000 kroner i 2022.  På budgettet er der forventet udgift på ca. 15.000 i turneringsgebyrer, som nogle af de fremmødte mente var sat for lavt. Det tjekkes der op på med kasseren. Endelig kunne der meldes om et aktuelt medlemstal på 279 aktive samt 11 passiver medlemmer.

Formanden kunne melde, at der ikke var indkomne forslag til dagens generalforsamling.

Under valg var der enstemmigt nyvalg på formandsposten til Peter Møller-Jensen, der tidligere har været aktiv, både som spiller og leder. Han afløste Steen Poulsen, der for anden gang takkede af som formand. Steen trådte til i maj 2019, da afdelingen akut manglede en formand. Så i denne omgang blev det til knapt 3 år. Steen Poulsen sad også i formandsstolen fra 1994-2000.
Øvrige valg var lutter genvalg. Dels til kasserer Torben Fritzbøger og også til de seks menige medlemmer, Peter Lipczak, Michael Jørgensen, Kasper Krog Andreasen, Signe Storminger, Steen Egesø og Kim Toft Madsen. Eneste bestyrelsesmedlem der ikke var på valg, var sekretær Peter Clausen.

Under eventuelt fortalte dirigent Peter Storminger lidt om de kommunale planer for en udvidelse af halfaciliteterne i Hornbæk med en gymnastik- og tennishal.
Den nyvalgte formand Peter Møller-Jensen havde i anledning af sin nye titel som formand fundet spændende materiale frem fra gemmerne. Materiale om projekter til udvikling af klubhus og andre faciliteter, som han for ti år siden havde været med til at lave.

Til sidst bad dirigenten om at forsamlingen råbte et højt hurra for fodboldafdelingen.

referat af Peter Clausen

 

 

 

Formandens beretning for 2021

Senior

Resultaterne for Senior 1 i 2021 endte desværre med en nedrykning til serie 3. Vores træner Mikkel Bertram valgte desværre at takke af i sommer. En stor tak skal lyde til Mikkel for at have kæmpet over lang tid med at samle spillere til at sætte et førstehold, samt for hans store indsats omkring førsteholdet de sidste mange år.

Dette betød at vi stod uden træner for senior 1, så efter mange overvejelser valgte vi at prøve en helt ny konstellation med hele fire mand - Steen Egesø, Søren Storminger, Casper Porsgaard og Kristian Dines – som i fællesskab skulle varetage trænergerningen. Efter ønske fra spillerne søgte vi om at have hjemmekampe om torsdagen, dog uden den store succes. Så bestyrelsen har valgt at gå tilbage til den ”gamle” model med hjemmekampe om lørdagen. På det sportslige plan sluttede senior 1 året rigtig flot af med 10 point ud af 12 mulige, og ligger på en fjerdeplads halvvejs gennem sæsonen, hvor anden halvdel genoptages 2 april 2022. Her er det lykkes seniorformanden at indgå en aftale med Kasper Jensen som træner, så det bliver rigtig spændende at følge.

Torben Svinggaard har stået i spidsen for vores andethold – et 8-mandshold, der klarede sig ganske godt med en tredjeplads i foråret og en andenplads i efteråret.

 

Old Boys

2021-sæsonen foregik mere eller mindre uden for Coronaens klamme skygge. Det var sgu’ herligt. Opstartstur blev det ikke til, men til gengæld havde vi en forrygende midtvejsfest på Pedella med BumberBallz, FootballBillard og -Dart og en lækker middag på terrassen, der blev nydt undervejs i 4-0 sejren i EM 1/8-finalen mod Wales.
Hen på efteråret kunne Stormingers tropper atter bryste sig af en historisk flot placering: En fornem 2. plads i SBU M+32 række 1. Det er nu 3. sæson i træk, det sker. Det holdt dog hårdt med mange tætte kampe – ofte med en kneben overvægt af de berømte marginaler på vores side.
Landspokalturneringen taler vi derimod ikke om! Og jo, så lad gå da, men kun i ét ord #sløjnovemberaftenifuckingslangerup!!
Efterårssæsonen blev afrundet med pedalen trampet helt i bund startende med tidlig frokost på ”Hornbæk Bodega”; Padel turnering og Golf-simulator i ”xPadel Helsingør”, pitstop i omklædning 1; Aftensmad, kåringer, ’21-quiz og Oldboys-sangen på ”Hornbækhus”; Dans, fest og VIP-område på ”Hotel Marienlyst”… og for nogle enkelte festoriginaler: et på dét tidspunkt overflødigt besøg i Helsingørs ungdommelige natteliv😊
 Som noget nyt tilmeldte vi os VinterBOLD 8-mandsturneringen, særligt med henblik på at integrere en gruppe nytilkomne spillere (de såkaldte ”Hornbæk Grassroots”). Det har desværre ikke været den store succes, idet der til udekampene ikke har være tilstrækkelig opbakning i en ellers bred bruttotrup.

 

Vi står foran en svær 2022-sæson, hvor vi må forvente at stå over for yngre og mere letbenede modstandere. Vi må klare den på rutinen, charmen og humøret – og det er der masser af, sku’ jeg hilse og sige. Oldboysholdet er sponsoreret af Tegnestuen MMG (Meulengracht), Christiansen & Co, Malermester Engvej og Home Hornbæk.
//Storm

Dame Senior

Damesenior som består af et 8-mandshold sluttede forårets som nummer tre, mens efteråret udløste en fjerdeplads. Selvom størstedelen efterhånden bor i København, så har der stadig været tid til at mødes til den ugentlige kamp. Træning har der ikke været meget af, hvis vi ser bort fra de +40 årige der deltager på Fodboldfitness, men placeringen er stadig i den øverste halvdel af tabellen. Grundet skader og rejser i slutningen af sæsonen blev der givet masser af debuter til de helt unge fra FCHs U16 hold, samt vores eget U18.

Fodbold Fitness

Fodbold Fitness er atter i gang efter corona nedlukningen, og det er nu Gitte Adelkov, der svinger pisken over de fremmødte. Der er fortsat masser af plads til det sociale.

Ungdomsformandens beretning

Generelt

Generelt set har 2021 været som de fleste er bekendt med igen et særligt år. Fodboldklubben har været under delvis nedlukning, hel nedlukning og drift under særlige forhold. Alle tre scenarier har stillet os som fodboldklub, vores trænere og medlemmer overfor nye udfordringer som har krævet noget ekstra og noget særligt fra os alle – opgaver som har givet os muligheden for at vise hvor stærkt et sammenhold og hvor mange kræfter vi kan etablere på kort tid. VERDENSKLASSE!

Årets ungdomsafslutning var ved at gå i vasken på grund af lyn og torden, men det endte med at være en vellykket og hyggelig dag.

Vellykket var også årets fodboldskole med 100 deltagere og 20 engagerede trænere.

Vi kan med glæde notere en pæn fremgang i medlemstallet i ungdomsafdelingen, og i 2021 søsatte vi årgang 16/17.

Vores ældste ungdomsårgang på drengesiden U/17 bestod trods fem spilleres afgang til efterskole. Truppen blev endda udvidet med nye ”gamle” spillere.

Der er også fuldt drøn på pigeafdelingen – et af de stærkeste pigetilbud i Nordsjælland.
U18 pigerne mangler dog spillere på HELE Sjælland – hvis vi ser bort fra DM er der i foråret 2022 kun 12 X 11 mands hold og 5 X 8mands – så der kæmpes en kamp for at få det hele til at gå op i en højere enhed hos os selv. Hos årgang 04-06 piger blev U16 piger til U18. 7 piger blev sendt på efterskole, andre løb tør for tid i forbindelse med gymnasiestart. Der blev derfor indgået holdsamarbejde med Snekkersten, der kun havde mulighed for at supplere holdet begrænset, og FCH’s U16 piger måtte derfor også hjælpe til. Det har hver uge været et kaotisk puslespil ud over det sædvanlige, men de vandt rækken overbevist og ubesejret. 6 Hornbæk piger var med Snekkersten i Verona i efterårsferien, og tog fortjent guldet med retur.

Trods stor interesse måtte Hornbæk Cup aflyses for andet år i træk på grund af corona-smitten.

Opbakningen fra sponsorerne gælder også på ungdomssiden, hvor vi således så flere hold i helt nyt tøj.

Omkring 30 fantastiske ildsjæle udgør vores trænerstab på ungdomssiden til glæde for alle vores børn. Som noget nyt blev der i 2021 etableret et stærkt ungdomsudvalg, bestående af Kasper, Mette, Jacob og Signe. En anden nyskabelse var etableringen af en rolle som ungdomsadministrator. Mette udfylder denne rolle, som er en stærk organisering omkring trænerne.

Samarbejdet med FC Helsingør

Vores samarbejde med FC Helsingør giver stadig vores mest dedikerede ungdomsspillere muligheden for at prøve sig af på et niveau højere end hvad Hornbæk måske kan tilbyde.

Økonomi

Vi besluttede at droppe opkrævning af forårs kontingent, grundet mangel på aktivitet grundet Corona.

Men som det fremgår af regnskabet, har fodboldafdelingen stadig en sund økonomi.

Det skyldes udelukkende de mange sponsorer, der støtter fodbolden år efter år. Vores Partnerudvalg med Carsten Nielsen i spidsen udfører et stort og prisværdigt arbejde, ligesom Fodboldens Venner, der som altid bakker op til både hverdag og fest.

Så af hjertet TAK for jeres fantastiske opbakning og ikke mindst et godt samarbejde.

Som alle sikkert ved så stiger alt, om det er fødevare, energi, etc. Vi har drøftet kontingent stigninger, men har besluttet i bestyrelsen at fastholde nuværende kontingent satser for 2022, netop grundet prisstigninger på stort set alt andet. Men man skal nok indstille sig på en kontingent stigning i 2023.

 

Tak til de frivillige

Jeg har gemt noget af det vigtigste til sidst. En kæmpe tak skal lyde til de mange frivillige, der på den ene eller anden måde gør det hele muligt. Trænere og ledere er som tidligere nævnt nogle af de vigtigste personer i klubben, og så er der de utroligt mange hjælpere, der stiller op, når vi afvikler arrangementer.

Endelig en stor tak for et godt samarbejde i bestyrelsen. Jeg synes, der bliver udført et godt og seriøst arbejde. Tusind tak.

 

Steen Poulsen

 

 

 

 

Luk