Menu

2010


Generalforsamlingen lørdag 27. marts 2010


Fredelig generalforsamling

Årets ordinære generalforsamling i fodboldafdelingen blev som sædvanlig en fredelig forestilling uden nogen for for drama. Der var ingen nævneværdige kommentarer til formand Kaj Flygers grundige beretning, og efterfølgende kunne kasserer Tonny Lauritsen fremlægge et flot regnskab med et overskud på godt 93.000 kr. Under valg var der genvalg over hele linien, men der bliver dog rykket lidt ved ansvarsfordelingen, idet Carsten Nielsen fortsætter som menigt medlem, mens Ulrich Hjorth-Moritzsen overtager posten som ungdomsformand. Under eventuelt informerede hovedformand Peter Poulsen om det nye Fitness projekt samt om udvidelsesplanerne for idrætsanlægget. Der blev bl.a. også diskuteret åbningstider i klubhuset, og alt i alt varede hele forestillingen præcis halvanden time. Fodboldens bestyrelse består af Kaj Flyger (formand), Tonny Lauritsen (kasserer), Peter Clausen (sekretær), Lars Vindahl Andersen (seniorformand), Ulrich Hjorth-Moritzsen (ungdomsformand) samt Carsten Nielsen og Henrik Olsen.



Formandens Beretning

Så står jeg her for Gud ved hvilken gang og skal holde den årlige ”Formandens beretning” tale. Da jeg stod her ved samme tid i 2009 og holdt talen for 2008, var der lidt finanskrise over mig og over beretningen. Som alle ved – siger de kloge økonomiske vismænd, at finanskrisen er for aftagende – på samme måde kan jeg sige om vores situation i klubben. På mange måder har vi haft et super år. Vores økonomiske nedtur er vendt – og vi kommer ud med et ganske fornuftigt resultat, som vores kasser vil redegøre for efter min tale. Vi har rigtig mange at takke for dette. Først og fremmest alle vores sponsorer, som trods finanskrise har støttet os uforandret. Stor tak skal der lyde til Per Svendsen, Henrik Blom og Steen Poulsen, som har ringet døre ned og fået gjort vores sponsorliste større end nogen sinde.
Der skal lyde en kæmpe tak til alle de frivillige ledere og trænere i specielt vores ungdomsafdeling som stiller utrætteligt op flere gange om ugen og træner vores ungdomshold, for ”Nothing” fristes jeg til at sige. Sidste år fik de en glad aften på Bertrams – det er intet mindre end et fantastisk værdigrundlag disse mennesker har, i forhold til at støtte klubben og ikke mindst de poder der spiller hos os. En ungdomsafdeling som i øvrigt bliver større og større. Derfor er det også med glæde jeg kan annoncere en nyhed på et senere tidspunkt i min beretning.
Der skal lyde en stor tak til Fodboldens Venner, som trods det bliver sværere og sværere at skaffe penge, støtter os utroligt meget. Jeres support til vores ungdomsafdeling er unik.
For senior afdelingen blev året lidt blandet. Når vi kigger på 1.-holdet er det stadig serie 2 som gælder og det er nok realistisk det bedste for holdet lige nu. Dermed ikke sagt at vi også i fremtiden vil være et serie 2 hold. Vi har i 2009 fortsat haft glæde af John Larsens som træner og der er ingen tvivl om at han gør et kæmpe arbejde både med de unge og gamle spiller. En tak til John er på sin plads her. Specielt omkring de unge er det glædeligt at flere 1.-års senior i Sommer kom op og har i efteråret vist helt forrygende takter. Det bliver spændende at følge fremover.
For 2.-holdet betød foråret en nedrykning til serie 5. Det er ærgerligt, men årsagen har været og er at bredden i senior afdelingen ikke er stor nok. Positivt er at efteråret, bl.a. via 1.-års seniorer betød, at 2.-holdet skal spille om oprykning til serie 4 i foråret 2010. Der er masser af gode spiller og det er vigtigt for 1.-holdet, at 2.-holdet viser en stabilitet og et vist niveau, så vi arbejder hårdt på at skabe rammer for seniorerne, så disse bliver styrket. Det er Steen Jørgensen, som er ansvarlig for 2.-holdet og en tak herfra til Steen. Og når vi har sagt tak til Steen, så skal lige med at Oldboys også er hans ansvar og de har været igennem en foryngelsesproces. Resultatet på banen er ikke udeblevet og fra at spille i Oldboys 3 er de rykket op 2 gange i træk og nu gælder det Oldboys 1 her i foråret 2010. Flot og et stort tillykke. Det skal lige med at Old Boys også har kvalificeret sig til 1/16-dels finalen i Old Boys pokalturneringen efter at have slået Lyngby ud med 2-0. Det har helt klart været nogle gode timer både på banen og i omklædningsrummet.
Vores Veteraner har haft det svære og det er nok som en konsekvens af, at der faktisk er nogle veteraner - 2 eller 3 stykker - som har spillet Oldboys, samtidig med at en god del af holdet efterhånden er Super-veteraner ++. Foråret var blandet med både sejre og tabte kampe, mens efteråret blev en meget lang halv-sæson med lidt for mange store nederlag. Jens-Åge skal have en tak for sit utrættelige arbejde med at samle folk.
Som afsluttende bemærkning om senior-afdelingen er der at sige, at 2009 har været et sportsligt positivt år. Vi har for 2010 styrket senior-træningen, således at John har fået Steen Egesø som assistent. Det skal give mere brede i træningen og specielt for de unge spiller og for ynglingene, vil det skabe en bedre ramme for træningen. Derfor med den unge trup + lidt krydderi fra rutinerede kræfter, ser fremtiden spændende ud for 1.-holdet. For 2.-holdet bliver det spændende i 2010 at spille om oprykning. For Oldboys skal der kæmpes i pokalturneringen og for 1. gang i Oldboys 1. Og sidst men ikke mindst, så skal Veteranerne rejse sig, hvilket jeg er sikker på også vil lykkedes. Men vigtigst af alt: Vi skal holde fast i sammenholdet! 
Sammenholdet er godt ord til at beskrive den nyhed jeg annoncerede tidligere i min beretning. Ikke fordi vi skal være en indspist klub, som har nok i sig selv – og som ikke vil have impulser udefra m.v. 
Vi er i den fantastiske situation, at vi har styr på trænersituationen 3 år frem i tiden for vores bedste seniorhold. John Larsen fortsætter til sommeren 2011, og afløses derefter af vores egen Steen Egesø, som er med på en følordning, i egenskab af at være assistent træner for John. Tænk vi er i stand til at kunne rekruttere fra egne rækker – og på den måde binde klubben endnu bedre sammen end den allerede er. Steen er ”skolet” af vores endda meget sunde ungdomsafdeling – så det kan jo bare ikke blive bedre.
Ungdomsafdelingen 2009:
Ungdomsafdelingen er igen vokset, og stærkt medvirkende til at klubben nu huser over 400 medlemmer.
Selvom antallet af spillere ikke er det afgørende, er det alligevel et godt svar på, det kæmpe stykke arbejde som ungdomsudvalget, og de ca. 72 frivillige ledere yder næsten hver dag i vores allesammens fodboldklub, det er med til at indikere, at arbejdet bliver udført godt!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at arbejdet bliver udført godt, der er en god forståelse og stærk holdånd blandt vores mange ungdomsledere, som alle trækker i samme retning, mod at Hornbæk IF fodbold, skal være en bredde klub, hvor det skal være plads til nybegynderen og den mere øvede samt den rigtig gode og så i øvrigt yde den rigtige støtte og assistance til de spillere, som ønsker, at prøve deres evner på endnu højere niveau!
Vi vil gerne favne bredt, og vi formår ganske godt, at gøre det!
Drenge fodbolden blomstrer, vi har hold i alle årgange - og hold og spillere fra årgang 2005 (med 06ére på vej) og helt op til vores ældste ynglinge spillere, som i dag via den ”uddannelse” de har fået i vores klub, kan være med i senior træningen uden, at man kan se hvem der hvem! 
I øvrigt dejligt, at fodboldafdelingen kunne være med til at hjælpe netop de ældste, da de i efteråret bad om støtte til deres udenlandsrejse, til Holland, som det drager af sted til på torsdag morgen! 
Og blomstre kan man også kun sige om vores søde piger, som vokser stærkt i antal og nu snart runder 100 dejlige piger lige fra de yngste 2004 til de ældste på vores nye 11-mands damesenior hold. Vores Pige fodbold har i tæt samarbejde med Frem Hellebæk søsat overbygningen Fremadnord, som har oplevet en start med mange positive tilkendegivelser, og piger fra Hellebæk, Ålsgårde og Hornbæk, som nu har mulighed for at spille på lige det niveau som passer til dem. 
Overbygninger og samarbejde klubber i mellem, er ofte forbundet med masser af problemstillinger i opstarten, men med et stærkt 3 kløver ser det ud til, at Hornbæk IF deltager i et bæredygtigt projekt!
Tak til Jeannett Rantzau, Ulrich og Ivan Jensen som tilser, at projektet får det helt rigtige profil til gavn og glæde for vores nu mange kvindelige medlemmer!
På det fodboldmæssige område blev 2009 igen et år med masser af vundne og også kampe med nederlag. 
Vi havde igen hold i udlandet og vi havde en store gruppe til Lions Cup i Kalundborg.
Det blev et år præget af masser af liv på vores dejlige anlæg, som på flotteste vis igen fungerede som base for de fantastiske sociale oplevelser som vores klub tilbyder vores medlemmer og deres modstandere!
2009 var også året hvor vores anlæg for første gang husede det nye Kronborg Cup, som er et samarbejde med nogle af vores klub kolleger i de omkringliggende klubber. Vi har meldt os ind i samarbejdet og igennem et stort arbejde fra Kim Schultz og ungdomsudvalget, oplevede vi i sommers et par dage med masser af aktivitet og glæde på vort anlæg! 
Kronborg Cup er kommet for at blive, og kan bidrage til at klubben kan fastholde sin stærke position som et stærkt ”brand” og samtidig bærer det store arbejde også lidt fornuftig økonomi med sig, til gavn og glæde for ungdomsfodbolden i Hornbæk. 
Sluttelig i forbindelse ungdomsafdelingen skal der, som det lød, på det netop overståede træneropstarts møde 2010 lyde en kæmpe tak til vores mange ledere og trænere i ungdomsafdelingen samt det hårdt arbejdende ungdomsudvalg.
Jeg startede med at takke – jeg vil også slutte med at takke. Tak til vores hovedformand Peter Poulsen, som har støttet os utrolig meget i sager, som har ligget i overkanten af vores egen formåen, her tænker jeg ikke mindst på troen på, at vi får en kunststofgræsbane til Hornbæk inden for de næste par år.
Tak til bestyrelsen, som laver et stort ulønnet arbejde, som altid er positiv og som vil alle det bedste, men som også er kritiske. Det er ikke ualmindeligt at vi har et lille – om ikke verbalt slagsmål, så uoverensstemmelser, men vi er lige gode ”venner” bagefter. Det er det som i mine øjne vidner om vi har en god bestyrelse. Vi udvikler os og klubben igennem dialog, ved at være uenige og ikke bare en flok rygklappere.
Formand
Kaj Flyger

Live-score
Der er ingen livekampe på nuværende tidspunkt

Vejret - Hornbæk