Menu

2020

Referat af ordinær generalforsamling fredag den 21. maj kl. 17.30 i klubhuset

Formand Steen Poulsen bød velkommen til bestyrelsen samt seks fremmødte medlemmer.
Michael Sørensen blev enstemmigt valgt til dirigent.

Formand Steen Poulsen fremlagde den udførlige beretning, og den blev godkendt uden kommentarer.

Kasserer Torben Fritzbøger fremlagde et flot regnskab, der viste et overskud på 110.000 kroner og en kassebeholdning på mere end 400.000 kroner.

Bestyrelsen havde ikke modtaget noget til Indkomne forslag.

Under valg var der lutter genvalg til formand Steen Poulsen, sekretær Peter Clausen samt de seks menige medlemmer Peter Lipczak, Michael Jørgensen, Kasper Krog Andreasen, Signe Storminger-Dalgaard, Steen Egesø og Kim Toft Madsen. Det eneste medlem der ikke var på valg var kasserer Torben Fritzbøger.

Under eventuelt spurgte Jens Åge Sørensen til reglerne omkring kontingen-frihed for trænere og ledere i seniorafdelingen, og bestyrelsen lovede at få rettet eventuelle fejl.

Efter 45 minutter kunne dirigenten afslutte årets generalforsamling.

referat skrevet
af Peter Clausen

 

Formandens beretning for 2020

 

2020 blev et vanskeligt år for som alle andre steder påvirkede coronaen også livet i fodboldafdelingen

Seniorformandens beretning

Senior

Resultaterne for Mikkel Bertram og Senior 1 i 2020 var fantastiske, og med lidt held havde Senior 1 haft 4-6 point mere.

De unge er vokset med støtte fra flere rutinerede kræfter og der var aldrig under 10 mand til træning og generelt 16-20 mand til hver træning. Stor ros til Torben Svinggaard, som har samlet et 2. hold, hvor der er omkring 12-20 til træning hver gang.

 

Målet for denne sæson er stadig overlevelse i serie 2, og det bliver svært nok da truppen har mistet en del rutine og målmand. De unge træner hver gang og vil rigtig gerne, så med spillere tilbage fra skadesforløb er målet bestemt opnåeligt. Der er masser af potentiale i truppen, men det vil være nødvendigt med fastholdelse og tilføjelse af yderligere spillere og især målmand.



Old Boys

2020-sæsonen blev indledningsvis spoleret af Covid19. Den længe ventede opstartstur til Djursland blev aflyst, pokaleventyret mod AB blev annulleret, forårssæsonen blev aldrig afviklet, og afslutningsfesten med Padel turnering og Golf-simulator sponseret af Home Hornbæk gik ligeledes op i den blå luft.

I efteråret 2020 cementerede Søren Storminger og Oldboysholdet 2019-sæsonens historiske høje placering: Igen en fornem 2. plads i SBU M+32 række 1 hvor turneringen gik over blot en halvsæson.

Oldboysholdet iklædte sig i øvrigt i nyindkøbt tøj sponsoreret af Tegnestuen MMG (Meulengracht), Christiansen & Co og Malermester Engvej.

Holdet avancerede også i Oldboys-Landspokalturneringen. I den sjællandske kvartfinale har holdet trukket de mangedobbelte danske oldboys mestre KB, der kan troppe op på Pedella 20. maj med prominente navne som Per Krøldrup, Martin Albrechtsen, Daniel Jensen, Thomas “TK” Kristensen, Martin Vingaard, og muligvis Morten Nordstrand og Lars Jacobsen!! En kamp der virkelig ses frem til.

En spændende og almindelig 2021-sæson er nu igang, hvor Oldboys’erne i skrivende stund har hevet 10 point i land. Det kampvægtede gennemsnit er ca. 41 år med en standardafvigelse på +/-10 år, og det kan godt mærkes, at truppen ofte er noget ældre end modstanderen. Men rutine og humør er der masser af.

Veteran

Jens-Åge Sørensen og veteranholdet kom efter en nedlukning i foråret 2020, i gang med 19 spillere i efterårs turneringen og gennemførte den med afslutning/spisning efter sidste kamp.

Dame Senior

Damesenior har længe været en relativt smal trup med en kerne på 4-6 spillere. I efterårssæsonen 2020 kom der dog andre boller på suppen, da flere “gamle” spillere vendte hjem. Victoria Schnoor og holdet stod pludselig i en situation, tilmelding til 8-mands kampe var efter først til mølle princippet, og lysten til at spille var stor! Holdet havde desuden et aldersspænd på 32 år - den ældste spiller fra 1970 og den yngste fra 2003. Sidst men ikke mindst kunne holdet for første gang sætte 3 x Rantzau på banen samtidig.

Selve turneringen gik som den skulle. Puljen var enormt tæt, hvor 3 point skilte nummer 1 fra nummer 5. Holdet havde dog høje forventninger til sæsonen, og på trods af kun 2-3 træninger i løbet af efteråret, blev bussen parkeret i sidste kamp på udebane mod Hillerød og med en uafgjort blev rækken vundet. Siden sidste sæson er truppen vokset yderligere, og er på nuværende tidspunkt 15 aktive spillere. Der bliver trænet fast en gang om ugen, og der bliver i ny og næ spillet en træningskamp mod senior 2, hvis der er plads til det.

Fodbold Fitness

2020 var meget begrænset med træning på grund af afstand og lockdown i foråret 2020. Susanne Prahl og holdet har dog forsøgt at holde gejsten oppe på holdet hvor det sociale er i højsædet og det er alligevel blevet til nogle træninger i efteråret med behørig afstand.

Ungdomsformandens beretning

Generelt

Generelt set har 2020 og 2021 været som de fleste er bekendt med to særlige år. Fodboldklubben har været under delvis nedlukning, hel nedlukning og drift under særlige forhold. Alle tre scenarier har stillet os som fodboldklub, vores trænere og medlemmer overfor nye udfordringer som har krævet noget ekstra og noget særligt fra os alle – opgaver som har givet os muligheden for at vise hvor stærkt et sammenhold og hvor mange kræfter vi kan etablere på kort tid. VERDENSKLASSE!

For udover at facilitere alle ovenstående problemstillinger har vi samtidig klaret opgaver som banefordeling på vores kunstbane, reorganisere vores boldskur, afholdt prøvetræning for hele 3. årgang fra skolen og meget mere!

Trænerne

På trænersiden har det været fascinerende at opleve den iver efter at komme i gang. Det viser tydeligt hvilke stærke træner sammensætninger vi har i klubben som danner hele rygraden for vores virke. Vi er ikke bare en forening med en masse klubber i klubben – vi er EN klub. Som noget nyt har vi indført en ordning der skal forsøge at aktivere flere af vores unge lokale træner-spirer. Det er indtil videre en kæmpe succes, vi har træner-spirer med under oplæring på flere af vores ungdomshold – endnu en ting der aldrig ville fungere uden kompetente ordentlige voksne mennesker som trænere. VI tror og håber det vil danne en rød tråd i vores lokalsamfund på tværs af flere generationer.

Vi afholdte i september et stort trænermøde hvor trænere fra alle vores ungdomshold deltog, formålet var sparring på tværs, udveksling af erfaringer og en generel stærkere klub med stærke relationer holdene imellem.

Det er tydeligt at alle er en del af vores fællesskab fordi de vil noget med hinanden.

Nye hold

Stærke kræfter er i spil i vores klub, en brændende ildsjæl og initiativ-tager startede vores yngste pigeårgang op. Holdet spænder på tværs af årgangene 2012-2016 og er på nuværende tidspunkt omkring 24 spillere! TAK METTE! To gamle klub koryfæer er i mellemtiden sluttet sig til og har været med til at skabe et hamrende stærkt setup omkring de unge piger – det er en fornøjelse at kunne byde Brian og Per velkommen tilbage.

På drengesiden er der ligeledes startet et nyt hold op for årgang 2016 og 2017. Medhjælp fra et stærkt hold af trænere har denne mulighed budt sig og vi glæder os alle til at følge holdet i deres spæde opstart. Tak til Victoria, Jasmin og Sandra – Jeg er sikker på der er en masse opbakning i vente omkring dette hold!

Traditioner og årlige stævner

Ungdomsafslutningen i 2020 var en anderledes og mere opdelt udgave, men ikke desto mindre viste den igen hvor mange ting der kan lade sig gøre når der bliver løftet i flok! I år håber vi på at kunne blande os lidt mere på tværs og holde ved de traditioner vi har for mixstævner og lignende fis og ballade!

Som noget nyt, gammelt, afholder vi i år fodboldskole igen! Planlægningen har båret præg af usikkerhed om det overhoved kunne lade sig gøre. Men igen har vedholdende stærke kræfter holdt gang i gløderne med det resultat at vi i år kan afholde et brag af en fodboldskole for mere end 70 ungdomsspillere! Tak for indsatsen til Jacob Björnson!

Hvad der desværre ikke bliver til noget er Kronborg Cup, bestyrelsen i Kronborg Cup har for andet år måtte aflyse på grund af de tvivlsomme restriktioner omkring afholdelse af så store stævner – jeg er sikker på vi er top klar til næste år!
Samme historie gør sig gældende for Lions Cup og Hornbæk Cuppen – jeg håber og forventer vi har en masse tilgode på begge konti! Og er sikker på vi har en masse spillere der er top klar når muligheden igen byder sig!

Den gode historie

Vores 05/06 pige hold var under efteråret i kritisk tilstand med meget få piger, trænerne og jeg selv var bekymret for holdets eksistens. I en periode så alt sort ud, men trænernes evigt høje engagement og gode energi holdt dampen oppe hos de tilbageværende piger og de klarede sig i gennem den værste storm. På den anden side ventede åbenbart klar solskin og en stor tilgang af nye-gamle spillere – man fristes til at sige at de nærmest kom dumpende ned fra oven som en anden heldig tilfældighed. MEN med det træner team bag holdet ved man godt at der intet tilfældigt er over tilbagekomsten af alle pigerne, men derimod er det flid og dygtighed der har givet pigerne muligheden for at vende tilbage til et hold hvor man er garanteret et stærkt sammenhold og et verdensklasse trænerteam – Tusind tak til Jeanett og Niller for den utrættelige indsats.

Samarbejdet med FC Helsingør

Vores samarbejde med FC Helsingør giver stadig vores mest dedikerede ungdomsspillere muligheden for at prøve sig af på et niveau højere end hvad Hornbæk måske kan tilbyde. Det har resulteret i en udtagelse til det kommende U13 FC Helsingør hold for to af vores årgang 2009 spillere – det er sku FLOT! Godt arbejde af både trænere og spillere.
Derudover har vi 2 spillere repræsenteret fra årgang 2011 samt 4 fra årgang 2012.
Tusind tak til Søren for at varetage opgaven i forhold til samarbejdet med FC Helsingør.

Farvel og velkommen

Vi siger efter mange års tro tjeneste farvel til Flemming. Flemming har stået for materialer og diverse i klubben igennem flere år og har været en kæmpe hjælp! Derudover har Flemming været en trofast og fast støtte i det frivillige arbejde omkring klubben. Tusind tak for indsatsen Flemming – Vi håber alt går jer godt i det tyske og vi glæder os til at se dig igen.

I sammenhæng med Flemmings farvel kan vi sige velkommen til Martin! Martin er manden der overtager ansvaret for klubbens materialer, en opgave han har taget til sig med det samme – det er fantastisk! Men udover materiale-ansvarlig har Martin sin daglige gang på anlægget som træner for vores årgang 2008/2009. Han er samtidig medarrangør og repræsentant for Hornbæk IF til Kronborg Cups åbningsevent! Martin er en ildsjæl og en personlighed vi er meget glade for at byde velkommen i vores fællesskab!

Signe & Kasper

Økonomi

Som det fremgår af regnskabet, har fodboldafdelingen en sund økonomi. Flere detaljer følger under næste punkt på dagsordenen.

 Men det kan bemærkes her, at en af årsagerne til vores sunde økonomi er de mange sponsorer, der støtter fodbolden år efter år. Vores Partnerudvalg med Carsten Nielsen i spidsen udfører et stort og prisværdigt arbejde, ligesom Fodboldens Venner, der som altid bakker op til både hverdag og fest. Tak for en fantastisk opbakning og ikke mindst et godt samarbejde.

Tak til de frivillige

Og så har jeg gemt noget af det vigtigste til sidst. En kæmpe tak skal lyde til de mange frivillige, der på den ene eller anden måde gør det hele muligt. Trænere og ledere er som tidligere nævnt nogle af de vigtigste personer i klubben, og så er der de utroligt mange hjælpere, der stiller op, når vi afvikler arrangementer.

Endelig en stor tak for et godt samarbejde i bestyrelsen. Jeg synes, der bliver udført et godt og seriøst arbejde i dagligdagen, og jeg synes, at vi supplerer hinanden godt.. Tusind tak.

Steen Poulsen

 

Medlemstal

 

 

 

Luk