Menu

Flot comeback mod Hundested

image Mikkel Rosenqvist Hansen stod igen fremragende i Hornbæks mål. Arkivfoto: Susanne Prahl.
Peter Clausen
31. august 2025 kl. 02:23
Hornbæk vandt med 4-1 og rykker op på tredjepladsen
Hundested havde på forhånd ikke de bedste minder fra de to klubbers seneste møde. For i juni måned i sidste sæsons næstsidste opgør var Hornbæk flyvende på Hundested Stadion og vandt med hele 8-1 på en dejlig sommeraften. Måske var det derfor, at lørdagens gæster på Pedella Park tilsyneladende havde stor respekt for hjemmeholdet.
Vejret var lige så godt som den aften i juni, men Hornbæk havde lørdag flere problemer med at udnytte de forholdsvis mange chancer de tilspillede sig i de første 45 minutter. Nilas Ekstrand-Olsen (sæsondebut), Markus Juncker og Mingus Hesselholt havde alle fine muligheder, men der manglede lige det sidste hver gang. Hundested havde også deres muligheder, og halvlegens eneste scoring kom fra gæsterne, da Oliver Fjeldal scorede fladt fra en lidt spids vinkel. Kort efter Hundesteds scoring måtte Hornbæk udskifte den skadede anfører Kristian Dines, så de første 45 minutter var lidt udfordrende. I forvejen havde træner Kasper Jensen måtte se bort fra fire af spillerne fra den seneste kamp på grund af afbud, skader og sygdom.
Forrygende comeback
I Hornbæklejren havde man dog fortsat masser af tro på et godt resultat, da der var pausesnak. Og det skulle da også vise sig, at det kun var et spørgsmål om tid, før hjemmeholdet for alvor fik fat i kampen.
I kampens 60. minut kom udligningen fra Hornbæk, da Markus Junckers fine afslutning fra distancen gik i mål, tæt op af den ene målstolpe. Og blot fem minutter senere kom Hornbæk for alvor på sejrskurs. Mikkel Wargo, der netop var kommet på banen, stod for indlægget til en anden indskiftet spiller, Melvin Mauritson, der headede i kassen.
Det blev 3-1 ti minutter før tid, og igen havde havde Mikkel Wargo næstsidste fod på, da indskiftede Jakob Halling Dahl scorede sikkert. Chancen blev skabt af Marius Hesselholt i venstre side, der sendte bolden skråt tilbage til Mikkel Wargo.
I de sidste ti minutter var der lidt unødig panik i hjemmeholdets forsvar, men Mikkel Rosenqvist Hansen i Hornbæks mål viste igen fin form og var kampens bedste spiller. I stedet for en reducering til gæsterne blev der til gengæld tid til en fjerde scoring af Hornbæk.
Og det var to af de indskiftede spillere, der også stod bag kampens sidste scoring. Først var det Yasser El-Ahmad, der opsnappede bolden på egen banehalvdel og tog et rush fremad banen. For tredje gang i halvlegen var det så Mikkel Wargo, der havde næstsidste fod på. Han fandt Melvin Mauritson, der flugtede i mål til 4-1, via den ene målstolpe.
Og dermed var Hornbæks flotte comeback en fuldbyrdet realitet.  Med tre scoringer og tre assister fra de tre indskiftede spillere, var der også masser af kvalitet fra udskiftningsbænken. Men ikke så overraskende ros til hele holdet for en forrygende anden halvleg. Med sejren rykkede Hornbæk op på tredjepladsen, a point med Hundested og blot et point efter Farum på førstepladsen.
Og netop Farum er næste modstander. Det sker på lørdag kl. 12.00 i Farum.
Hold 2 og 3 var også i aktion denne lørdag eftermiddag, og det var således første gang i denne sæson, at alle tre hold spillede samtidig. Og den udfordring klarede spillere og ledere også fint i fællesskab, med 14 spillere på alle tre hold.
Hold 2 og 3 er tophold
Hold 2 i serie 4 havde besøg af Hellebæk, og det lignede længe i anden halvleg en hjemmesejr, da Hornbæk førte med 3-1. Hellebæk kom dog tilbage og fik udlignet til slutresultatet 3-3. Hornbæk fører stadig rækken med syv point for de første tre kampe. Næste opgave for hold 2 er på lørdag kl. 12.00 på udebane mod Gilleleje.
Hold 3 i serie 5 spillede udekamp mod Tikøb og tabte med 1-0, i en kamp hvor Hornbæk var tæt på at få point med hjem. Hornbæk er fortsat placeret i toppen af rækken med seks point for de første tre kampe. Hold 3 spiller igen søndag 14. september på udebane mod Farum.
Luk