Menu

Flot finish af Hornbæk

image Der gik inflation i de gule kort i slutfasen, og det gik mest ud over Espergærde. Foto: Susanne Prahl.
04. oktober 2021 kl. 17:17
Med to sene scoringer sikrede Hornbæk sig en 2-1 sejr over Espergærde
Det så længe ud til, at Hornbæk ikke ville vinde lørdagens opgør i Espergærde, for trods store chancer til gæsterne i den første halve time, var det Espergærde, der kom i front i slutningen af første halvleg, og denne føring formåede hjemmeholdet at holde til ti minutter før tid. I slutfasen slog Hornbæk så til og vendte kampen til en 2-1 sejr.
Hornbæk kunne og burde dog have bragt sig i front allerede i første halvleg, hvor store chancer blev brændt. Malthe Prahl ramte den ene målstolpe med en god afslutning, og senere var Mads Jørgensen hele alene med hjemmeholdets keeper, men den store mulighed blev brændt.
I stedet slog Espergærde så til i den anden ende syv minutter før pausen. Et skud fra distancen ramte stolpen, og inden Magnus Svinggaard i målet nåede at reagere, var riposten sendt i mål. I halvlegens sidste minut kunne det være blevet 2-0, men her diskede Svinggaard op med en fin redning, da en Espoergærde-spiller slap fri.
God fight og finish
Trods god indstilling og en stor arbejdsindsats kneb det for Hornbæk at få omsat spillet til målchancer, og skader til Mikkel Anberg og Michael Jørgensen undervejs hjalp heller ikke. Men mod slutningen kom der endelig hul på bylden. Med ti minutter igen var det Malthe Prahl, der fik udlignet til 1-1. Hårdt arbejdende Mads Jørgensen stod for assisten til målscorer Malthe Prahl, der afsluttede sikkert.
Og blot to minutter senere blev det 2-1, da Jonas Brinch Lorentzen scorede. Han udnyttede en returbold, efter en Espergærde-spiller ville heade bolden ud af farezonen. Lorentzen helflugtede bolden i kassen og har nu scoret to gange i sine første fire kampe for Hornbæk.
Med en stribe gule kort i slutfasen gjorde hjemmeholdet det svært for dem selv, og Hornbæk kunne køre sejren i hus. Med sejren avancerede Hornbæk til femtepladsen og passerede Espergærde i tabellen.
Jonas Brinch Lorentzen og Mads Jørgensen løb med de fleste roser, men også Mikael Juellund Sørensen var stærk i de bageste rækker.  På tirsdag kl. 19.00 spiller Hornbæk hjemmekamp mod Tikøb på kunstgræsset i Hornbæk.