Menu

Forventet sejr til Hornbæk

image
Peter Clausen
12. september 2022 kl. 16:58
Efter 3-1 over Virum er Hornbæk fortsat ubesejret på førstepladsen.
Med to scoringer af hjemmeholdet i de første 11 minutter forsvandt spændingen umiddelbart hurtigt i Hornbæks hjemmekamp mod Virum lørdag eftermiddag.
Daniel Ruberg, der ofte træner med truppen, men ikke spiller så mange kampe, var på pletten efter blot fem minutter. Oplægget var et hjørnespark fra Casper Porsgaard, som Daniel Ruberg snittede i mål med hovedet ved forreste stolpe.
Casper Porsgaard havde også næstsidste fod på den anden scoring fem minutter senere. I højre side af banen sendte Hornbæks anfører et frispark skråt tilbage til Tino Nielsen, der tog et enkelt træk og med venstre ben følte han bolden ind i det fjerne målhjørne.
Gæsterne fra Virum var spillemæssigt ganske godt med i kampen, og deres belønning kom kort før pausen, da Rasmus Emil Jørring scorede på et korrekt dømt straffespark, begået af Emil Stevns.
I de sidste minutter af halvlegen blev både Casper Porsgaard og Frederik Blomsterberg ramt af skader, så de måtte begge udgå i pausen. I forvejen er blandt andet Malthe Prahl, Nikolaj Falkenberg og Jonatan Wolf sat ud af spillet, grundet skader.
Tredje scoring gav ro
Om det var de to hurtige scoringer i kampens start, der havde skylden er uvist, men Hornbæks spillere kom ikke for alvor op i det gear, man tidligere har set, så det blev aldrig den helt store kamp. Seks minutter efter pausen fik Hornbæk øget til 3-1, og så var spændingen atter ude af kampen. Lukas Svendsens tog sig af hjørnesparket, og foran mål var det Virums Mikkel Tange, der nærmest med ryggen sendte bolden i eget mål, godt presset af Mikael Juellund.
Magnus Svinggaard i Hornbæks mål spillede en fin kamp og bortset fra straffesparket, som han var tæt på at redde, tog han sig af gæsternes få men fine chancer, og hjemmeholdet formåede heller ikke at score yderligere, trods fine chancer til blandt andet Emil Stevns og Rasmus Dines samt et fint skud fra distancen fra Lukas Svendsen.
I Hornbæk-lejren gik de fleste stemmer til Kristian Dines, men generelt var det kun en indsats på det jævne fra Hornbæks side. De mange skader gør det ikke lettere for træner Kasper Jensen, der trods skaderne kan se sit hold på førstepladsen med fire sejre og en uafgjort efter de første fem runder.
Næste kamp er ifølge det oprindelige program en udekamp mod Ålholm på søndag, men de to trænere er i dialog om flytning af kampen, men  i skrivende stund er den nye dato uvis.