Menu

Hornbæk fortsat uden sejr

image Mads Jørgensen spillede igen en god kamp. Foto: Susanne Prahl.
06. september 2021 kl. 23:10
Hornbæk tabte udekampen mod Ølsted med 2-1

Hornbæk tabte lørdagens udekamp i Ølsted med 2.-1 efter en skuffende indsats.

Træner Steen Egesø kunne melde om en ganske middelmådig modstander, som med enkle midler var gode nok til at besejre Hornbæk med 2-1.

Hornbæk kom i front efter 22 minutter, da Matthias Egesø og Mikael Juellund-Sørensen stod for forarbejde og indlæg, som hjemmeholdets Rasmus Stampe sendte i eget mål.

Kort før pausen blev det 1-1 efter en uheldig aktion af Hornbæks keeper Magnus Svinggaard. Den uheldige keeper nåede ikke ned til et skud fra distancen, og så smuttede bolden under ham.

Kunne ikke udnytte overtal

Efter pausen blev hjemmeholdet ramt af flere gule kort, men Hornbæk formåede ikke på noget tidspunkt at udnytte overtals-situationerne.

Et af de gule kort ramte Ølsteds målmand, men afløseren i målet formåede at holde buret rent. Blandt andet en stor chance fra Mikael Juellund-Sørensen, mens Hornbæks debutant Jonas Brinch Lorentzen ramte overliggeren.

Hornbæk havde faktisk momentum på dette tidspunkt af kampen, men det endte med at blive en helt igennem sur lørdag for Hornbæk, for Ølsted scorede det afgørende mål ti minutter før tid.

Det var Jannick Givskov Hansen, der fyrede kanonen af uden for straffesparksfeltet, og bolden gik i mål uden for Magnus Svinggaards rækkevidde.

- Vi tabte til et dårligt hold, og dermed har jeg også konstateret, at vores egen indsats var skidt. Shawn Engvej var god, så længe han var med, og debutanten Jonas Brinch Lorentzen leverede en lovende indsats. Endelig må jeg igen rose unge Mads Jørgensen for endnu en fin indsats, lød det fra Steen Egesø.

Hornbæk er næstsidst med to point men har spillet færre kampe end flere af de øvrige hold. På torsdag kl. 18.00 gælder det en hjemmekamp mod det absolutte bundhold, Hundested.