Hornbæk mistede andenpladsen
Markus Juncker har netop bragt Hornbæk foran med 3-2. Med ryggen til er det Vitus Schlichtkrull (11) og Nicolai Dyhl Gleist (8). Foto: Susanne Prahl.
Måske var det slet ikke så overraskende med et målrigt uafgjort resultat, da Hornbæk gæstede Stenløse lørdag eftermiddag. De to mandskaber er begge flittigt scorende men også ganske gode til at lukke mål ind. De har faktisk nøjagtigt samme målforskel, 21-19.
Det blev en underholdende kamp for de neutrale tilskuere, mens begge mandskaber på skift var meget frustrerede. Hjemmeholdet kom flyvende i gang, mens Hornbæk var alt for tøvende i defensiven på en håbløs ujævn stadionbane i Stenløse.
Andreas Mørch bragte hjemmeholdet på 1-0 efter seks minutter, og da Nicolai Lund øgede til 2-0 efter 13 minutter, så det rigtigt skidt ud for Hornbæk, der slet ikke var kommet i gang.
Men det gjorde de så sandelig efterfølgende. Mingus Hesselholt varslede begge tider for Hornbæk, da han ramte stolpen efter fint forarbejde af Casper Porsgaard. Og kort efter fulgte gæsternes første scoring, da samme Mingus Hesselholt udnyttede en fejl af hjemmeholdets målmand, der spillede bolden lige i fødderne på Hornbæks målscorer. Det var et effektivt pres fra Marius Hesselholt, der fremprovokerede fejlen fra den uheldige keeper.
Kampens fjerde scoring fulgte efter 28 minutter, da Elias Dyhl Memborg udlignede til 2-2. Forarbejdet var en fin aflevering fra egen banehalvdel af Marius Hesselholt. Efter scoringen måtte hjemmeholdet udskifte deres målmand med en ankelskade.
Kampen blev vendt helt på hovedet, da Hornbæk scorede for tredje gang fem minutter før pausen. Denne gang var det en af kampens bedste spillere, Mingus Hesselholt, der stod for forarbejdet i venstre side. Målscorer Markus Juncker var på pletten og kunne bringe Hornbæk foran 3-2.
Kostbare brændte chancer
Anden halvleg blev domineret af en masse nødvendige udskiftninger på grund af de høje temperaturer, og ingen af to mandskaber formåede at ændre på stillingen. Hornbæk havde de fleste chancer, den flotteste var et saksespark lige forbi mål fra Marius Hesselholt, men Hornbæks offensiv havde heller ikke den bedste dag, så det blev dyrt i slutfasen, at hjemmeholdet lidt heldigt udnyttede en ripost efter en flot redning af Mikkel Rosenqvist. Det var Nicolai Lund, der var på pletten i kampens tillægstid.
Det gjorde ondt på Hornbæk, der jo på flot vis havde vendt kampen men ikke formåede at holde fast. Man har dog kun sig selv at bebrejde at det kiksede. Mikkel Rosenqvist og Mingus Hesselholt var Hornbæks bedste på dagen. Pointtabet betyder, at Hornbæk mistede andenpladsen. På lørdag kl. 14.00 kommer ubesejrede Hundested på besøg, og hvis Hornbæk skal bevare muligheden for at generobre andenpladsen, skal Hundested lide sæsonens første nederlag på lørdag. Hundested er et point efter Hornbæk og har spillet en kamp mindre.
Hornbæks mandskab i serie 3 havde også en skuffende lørdag, da de tabte med 3-2 i Melby. På lørdag kl. 12.00 får de besøg af Store Lyngby.