Hornbæk uden point

31. august 2026
Nicodyhlmodfrsund
Nicolai Dyhl, i midten, var Hornbæks bedste i lørdagens kamp mod Frederikssund. Foto: Susanne Prahl.
Hornbæk tabte hjemme på Pedella Park med 1-3 til Frederikssund.

Hjemmeholdet havde god grund til at ærgre sig efter lørdagens hjemmebanenederlag på 1-3 til Frederikssund, for det nederlag kunne og burde være undgået.

Marius Hesselholt fejrede sin fødselsdag ved at bringe Hornbæk på 1-0 efter 10 minutter. Conrad Memborg stod for forarbejdet i venstre side, og via en modstanderfod endte bolden hos Marius Hesselholt, der sendte bolden i kassen.

Frederikssund udlignede seks minutter senere, da Martin Hansen sendte et frispark direkte i mål. I bedste fald skulle det aldrig have været et frispark, for spilleren løb direkte ind i Hornbæks Kristian Dines, der stod stille på kanten af straffesparkfeltet. Kampens dommer havde ikke nogen god dag og dømte et frispark, der i så fald burde have været et indirekte et af slagsen, men armen forblev nede, og bolden blev sendt direkte i mål.

Dumme gule kort

Efter pausen satte Hornbæk sig tungt på kampen og lagde et solidt pres på Frederikssund. Men trods en stribe fine chancer lykkedes det ikke at komme i front. I stedet så det alt for let ud, da Rasmus Neidel i stedet bragte gæsterne i front med 20 minutter igen. 

Det skabte lidt frustrationer og i løbet af fem minutter fik Hornbæk tre gule kort, og selv om det var gæsterne, der lavede klart flest frispark, var det Hornbæk, der fik kortene, og det var selvfølgelig dumt at sætte sig selv i den situation. Hornbæks otte mand på banen klarede undertalsperioden fint, så det var en ekstra modgang, at Frederikssund 11:11 i de sidste minutter kunne udnytte en heldig returbold til slutresultatet 1-3.

Med 0 point efter to kampe, gælder det nu om at holde hovedet koldt, når det på søndag kl. 13.30 gælder udekampen mod FC Holte. Hornbæks mandskab i serie 3 vandt lørdag en flot sejr på 5-2 over Lundtofte og spiller på lørdag udekamp mod DTU, Lyngby.