Lækker lørdag i Hornbæk
Hornbæk sikrede sig lørdag eftermiddag en vigtig sejr på 3-2 over en af de nærmeste rivaler omkring nedrykningsstregen, Snekkersten. Det blev en underholdende dyst, der først blev afgjort i de sidste minutter.
Forrige lørdag i Annisse smed Hornbæk en føring og dermed en sejr væk i de sidste minutter, men i lørdagens hjemmekamp i fantastisk sensommervejr gik det Hornbæks vej i slutfasen, efter Snekkersten havde ført både 1-0 og 2-1.
Hornbæk kom godt i gang med kampen og leverede fint spil i den første halve time. Gæsterne var ind imellem farlige på kontraer, men Hornbæks helt store problem i dette efterår er de mange brændte chancer, og det mønster fortsatte i de første 45 minutter.
Der var store muligheder til blandt andet Markus Juncker, Mingus og Marius Hesselholt, ligesom anfører Casper Porsgaard missede en kæmpe mulighed få meter fra mål. I stedet var det Nikolaj Løvaa Prahl, der sørgede for, at Snekkersten kunne gå til pause med en 1-0 føring, da han passerede Lau Rasmussen i Hornbæks mål i halvlegens sidste minut.
Tro og vilje
Det var dog ganske tydeligt, at hjemmeholdet fortsat havde masser af tro på og vilje til at vende kampen, og Hornbæk fik da også en fin start, da Mingus Hesselholt blev fældet i straffesparkfeltet to minutter efter pausen. Anfører Casper Porsgaard scorede sikkert hos den ellers meget velspillende Sebastian Odd Antons i Snekkerstens mål.
Tendensen med de brændte chancer fortsatte dog for Hornbæk, så de mange tilskuere på sidelinjen, der både nød den fine servering og det gode vejr, frygtede lidt for hjemmeholdet, da Snekkersten atter bragte sig foran. Det var Shafih Kigula Muleme, der gjorde det onde ved Hornbæk med godt 20 minutter igen.
Hornbæk fortsatte dog med at presse på, og der blev skiftet flittigt ud. Og med ti minutter tilbage på stadionuret lykkedes det så for Hornbæk at få udlignet til 2-2. Villads Donovan Scheibel, der var kommet på banen efter pausen, stod bag en aflevering fra egen forsvar, og via en Snekkersten-spiller endte bolden hos Marius Hesselholt, der udplacerede gæsternes keeper, der var chanceløs i denne situation.
Og de sidste 15 minutter, inklusive fem minutters tillægstid, blev lige så underholdende som resten af kampen, men det var hjemmeholdet, der sørgede for, at det ikke kun var vejret, der var lækkert denne lørdag i Hornbæk, for stemningen steg, da Marius Hesselholt for alvor påtog sig en hovedrolle i kampen, da han scorede til 3-2 fra kort afstand. Rasmus Dines spillede med hælen til Jakob Halling Dahl, der med en fin stikning fandt Casper Porsgaard. I første omgang leverede Snekkerstens målmand endnu en fin redning, men Marius Hesselholt var hurtig over riposten og fik jublen til at bryde ud.
Brødrene Mingus og Marius Hesselholt samt Conrad Dyhl Memborg løb med de fleste stemmer efter kampen, men alle leverede varen denne lørdag, inklusiv debutanten Anton Nielsen, der kom på banen i anden halvleg.
De tre point var vigtige for Hornbæk i bestræbelserne på at holde sig over nedrykningsstregen. Næste lørdag kl. 14.00 gælder det udekamp mod Ålholm.
Kæmpesejr til Hold 2
Hornbæks hold i serie 3 havde i den grad også en fin lørdag, for de sejrede med hele 12-0 over rækkens pointløse bundhold fra Taarbæk. I serie 3 spiller Hornbæk næste gang på søndag kl. 15.00 i Kokkedal.
