Ny nedtur for Hornbæk

27. september 2026
Af: Peter Clausen
Porsmodannisse
Casper Porsgaard udligner her til 1-1. Foto: Susanne Prahl.

Hornbæk smed sejren væk i de sidste minutter af udekampen mod Annisse, da hjemmeholdet vendte 1-2 til en hjemmesejr på 3-2.

Hornbæk spillede en ganske fin første halvleg, hvor kun målene manglede. Stik imod spil og især chancer kom hjemmeholdet foran i halvlegens sidste minutter, da Rasmus Grøndal Jakobsen scorede fra kanten af straffesparkfeltet efter et langt indkast, som forsvaret ikke fik ud af farezonen.

Smed sejren væk

Hornbæk kom godt ud til anden halvleg, og efter blot tre minutter blev det 1-1, da Casper Porsgaard resolut udnyttede en løs chance, efter fint samspil med Mingus Hesselholt.

Et kvarter senere blev det 2-1 til Hornbæk, da Casper Porsgaard udnyttede et straffespark, efter en Annisse-spiller havde hånd på bolden i straffesparkfeltet.

En tvivlsom offside kendelse betød, at Rasmus Dines' ellers så flotte scoring blev annulleret kort efter scoringen til 2-1. Og det blev kostbart.

Hjemmeholdet var ind imellem farlige i den anden ende af banen, men Casper Billekop i Hornbæks mål leverede flere gode redninger.

I slutfasen gik det så alligevel galt for Hornbæk, da Hjalte McGuire udlignede til 2-2 med fem minutter igen. Men den scoring burde aldrig være godkendt, for i opspillet blev der begået ikke blot et men flere helt oplagte frispark imod Hornbæks forsvarende spillere. Utroligt at de ikke blev dømt.

Og nedturen blev total, da Victor Emborg i de sidste minutter scorede til 3-2. Hjemmeholdet tog et frispark hurtigt på midten af banen og fangede Hornbæks forsvar i ubalance. Så en helt fri Victor Emborg havde let ved at sende bolden i mål.

Modgangen blev helt absurd, da Yasser El-Ahmad modtog et rødt kort lige efter scoringen til 3-2. Hornbæks forsvarsspiller sparkede bolden i en stor bue op mod midten, som man gør, når spillet skal igangsættes, men bolden faldt helt tilfældigt ned i hovedet på dommeren 30 meter væk, og han kvitterede straks med et rødt kort. Det var totalt tilfældigt, at bolden ramte dommeren, der var placeret omkring 10 meter fra midterlinjen. Så afslutningen på kampen var nærmest som en ond drøm for Hornbæk.

Forhåbentlig kan Hornbæk få vendt bøtten hurtigt, for der venter fire spændende opgør som afslutning på efterårssæsonen. Der deles jo både op- og nedrykningspladser ud hvert halve år i den nye turneringsstruktur. Med fire runder tilbage er Hornbæk placeret lige over nedrykningsstregen, og næste modstander er Snekkersten, der er placeret lige under stregen med samme antal point.

Det opgør spilles på lørdag kl. 14.00 på Pedella Park.

Hornbæks mandskab i serie 3 tabte 2-1 i Espergærde, og deres næste opgave er ligeledes på hjemmebane på lørdag, hvor Taarbæk kommer på besøg kl. 12.00.